-
Strejker har kostet Lufthansa-koncernen milliarder i indtjening
Source: BDK Finans / 31 Jul 2024 03:25:28 America/New_York
Strejker og et øget prispres har gjort ondt på Lufthansa-koncernen i første halvdel af 2024. Den tyske koncern er kommet ud af perioden med et underskud på 265 millioner euro, hvilket svarer til knap to milliarder kroner. Det viser halvårsregnskabet, som er blevet offentliggjort onsdag. Det er langt fra resultatet i første halvdel af sidste år, hvor koncernen landede et overskud på 414 millioner euro. Ud over selskabet Lufthansa har koncernen også mindre luftfartsselskaber som Eurowings og Austrian Airlines under sig. Lufthansa blev i årets begyndelse ramt af flere strejker, der har kostet et beløb svarende til godt 3,3 milliarder kroner i indtjening. Det skriver koncernen i dagens regnskab. Selskabet endte i slutningen af marts med at indgå en overenskomstaftale med fagforeningen Verdi, der omfattede 25.000 ansatte. Det førte til en betydelig lønstigning. Inden da var hundredvis af flyvninger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa blevet aflyst. Koncernen omsatte i løbet af de første seks måneder for 17,4 milliarder euro. Det er en stigning på seks procent, hvis man sammenligner med samme periode sidste år. Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, afspejler regnskabet de aktuelle udfordringer i hele luftfartsbranchen. - Forsinkede flyleveringer og dyre overenskomster øger omkostningerne. Det hjælper ikke, at der også har været strejker, og at lufthavnstaksterne stiger, skriver han i en kommentar. - Samtidig falder billetpriserne fra sidste års topniveauer, fordi de europæiske forbrugere bliver mere prisfølsomme. Alt sammen sætter indtjeningen under et ganske hårdt pres. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/strejker-har-kostet-lufthansa-koncernen-milliarder-i-indtjening